‘Mere end hver tiende lønmodtager går på arbejde med smerter’ lyder overskriften i en artikel på dr.dk i dag. Artiklen citerer en undersøgelse fra Trygfonden, der viser at 22 procent af danskerne går på arbejde hver dag, selvom de har ondt i kroppen. Dr.dk nævner også en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, der viser, at det er nakke-, lænde- og gigtsmerter, som er det, der plager danskerne mest.
Da jeg læste artiklen fik jeg lyst til at slå et slag for yoga. Ikke fordi, at jeg mener, at yoga er en slags cure-all, der på magisk vis kan bortviske alle rygproblemer. Jeg er heller ikke blind for, at man sagtens kan få smerter og skader af at lave yoga, især hvis man kommer til at presse sig selv i yogastillingerne.
Men når alt det er sagt, så kan en regelmæssig fysisk yogapraksis virkelig gøre en forskel for sundheden og ikke mindst for bevægeapparatet. Kombinationen af blid bevægelse af leddene, styrketræning, balance og så åndedrættet gør yoga til noget særligt som bevægelsesform.
Navnlig i Hatha yoga er der fokus på at balancere modsætninger. Styrke og smidighed. Anstrengelse og lethed. At skubbe sig længere ind i stillingen og holde igen. På den måde arbejder vi hele tiden med at lytte til os selv, mærke ind i kroppen og være i dialog med det, vi mærker.
Med nogle motionsformer kan man lade tankerne flyde og dybest set tænke på noget helt andet, mens man dyrker motion. I yogaen bliver vi inviteret til det modsatte: at være så meget tilstede som muligt, imens vi bevæger os . Yoga er en nærværstræning og dette nærvær er med til at sikre, at vi kommer ind og ud af de fysiske stillinger med omhu og det forebygger skader, sådan at vi bygger kroppen op fremfor at skabe flere smerter.
Men nærværet er også en træning i at lytte til os selv – ikke bare på yogamåtten, men også i hverdagen. Lytte til vores behov. Lære at mærke vores grænser. Mærke hvad kroppen har brug for i form af hvile, mad og drikke. Og jeg tror især denne sidste evne er en vigtig komponent, som kan være med til at afhjælpe generelle smerter, som de er nævnt i artiklen.
For smerter kan handle om andet og mere end det rent mekaniske i kroppen og her kan en holistisk tilgang til sundhed være på sin plads. Smerter kan være en reminder om, at der er noget i vores liv, som er ude af balance. At der måske er et livsområde, hvor vi tillader vores grænser at blive overskredet eller at vi har brug for at tage bedre vare på os selv. Hvor meget søvn får vi? Hvad spiser og drikker vi? Får vi frisk luft? Har vi gode relationer? Føler vi os trygge eller pressede økonomisk? Alt dette er vigtige spørgsmål at stille, når vi har kroniske smerter.
Yoga er netop en holistisk praksis og enhver god yogapraksis indeholder også en afsluttende afspænding. Et hvil. For mange af os travle moderne mennesker er det en udsøgt luksus at komme ned på ryggen og bare give efter 5-10 minutter. Dette sidste element i vores yogapraksis kan uden tvivl være et vigtigt bidrag til et liv med færre smerter. Og Savasana, som den afsluttende afspænding i yoga bliver kaldt på Sanskrit, er en yogastilling, som alle har adgang til. Den kræver hverken yogastudie, yogalærer eller træning. Du kan gå i gang lige med det samme. God fornøjelse.
Anne Christine Hagedorn www.yoga-praxis.dk @yogamedannechristine
#hathayoga #yogapraksis #yogasomholistiskpraksis #kroniskesmerter #ondt i ryggen #ondtilænden #lyttildinkrop #holistisksundhed
Skriv et svar